Når Rotary cykler…

Så sker der noget – Team Rotary Favrskov er et af mange velgørenhedsprojekter skabt af organisationen Rotary. Helt konkret er det de tre Rotary Klubber i Hadsten, Hinnerup og Hammel der står bag den tohjulede succes, som nu er klar til at rulle på landevejen for sjette sæson i træk.
Projektet går i sin enkelthed ud på at indsamle så mange midler som muligt til udvalgte formål. Al arbejde er frivilligt. De tre Rotary klubber i Favrskov er fælles om at tilrettelægge turen, hvor et amatør cykelhold i juli måned kører en 8 etapers cykeltur til Paris, i alt ca. 1.400 kilometer. Rytterne på holdet er unge og gamle, rutinerede cyklister og nye, mænd og kvinder. Alle med det fælles mål at nå Paris på cykel. Turen er delt i 8 etaper på op til 200 km. Holdet træner sammen fra marts til juli for at være klar til strabaserne.

Team Rotary Favrskov sætter et nyt hold hvert år, bestående af cirka 20 til 40 ryttere og 10 servicefolk. Rytterne betaler selv deres omkostninger til overnatning og forplejning via deltagergebyr. De indsamlede sponsormidler går alle til velgørende formål, da al arbejdskraft i tilrettelæggelsen af projektet er frivilligt.
Midlerne kommer fra lokale og nationale sponsorater. Holdets sponsorer eksponeres via cykeltøj, website og anden omtale. Holdet for 2018 er ved at være på plads og sponsortegningen for 18 er i fuld gang. Der er plads til endnu flere sponsorer.

Mere end bare en cykeltur til Paris

For deltagerne på holdet handler det om langt mere end en cykeltur til Paris. Deltagerne starter træningen og dermed det sociale netværk op allerede om efteråret med udendøres træning for nybegyndere og så går det slag i slag  med indoor cycling, fysisk test og inden vi får set os om, starter den udendørs træning op i marts. Træningen suppleres også med foredragsaftener, hvor eksperter inden for eksempelvis kost, teknik og grej inviteres ind på holdet til at bidrage til projektet med deres viden. Endelig deltager holdet i løbet af året i forskellige events rundt om i lokalmiljøet. Blandt andet har man kunnet opleve Team Rotary Favrskov til det årlige gadecykelløb i Hadsten, samt motionsløb i Hadsten, Hammel og Ulstrup.
Gennem holdets første seks år er der samlet set uddelt godt og vel 2.000.000,- kr. til udvalgte formål, blandt andet Hammel Neurocenter, End Polio Now, Rent vand til skoler i Tanzania og Børnehjertefonden. Herudover har forenings- og græsrodsprojekter inden for sport og kultur og fritid i Favrskov Kommune støtte.

En stærk organisation

Bag Team Rotary Favrskov er en stærk organisation. Overordnet set er de tre Rotary klubber i Favrskov Kommune en del af en verdensomspændende organisation der tegner 272 klubber og 12.000 medlemmer i Danmark og mere end 1,2 millioner medlemmer på verdensplan fordelt på 166 lande.

Formålet med projektet

Formålet med projektet er først og fremmest at samle penge ind til velgørenhed. Men sundhed og bekæmpelse af livsstilssygdomme er et vigtigt formål for de deltagende ryttere. Endelige er netværket mellem de deltagede rytter vigtigt og det sociale på holdet spiller en vigtig rolle. I 2016 er der derudover sat fokus på netværk i mellem vore sponsorer.